Forside

Om Vasen

Vejviser

Nyhedsbrev

Billeder


 
Sæsonens råvarer Grøntsager Bær & Frugt Gårdbutik Oplevelser
 
 

 


 
 

Åbningstider - sommeren igennem:

Vasen Gårdbutik alle dage kl. 9-18
Vasen Sommercafé alle dage kl. 10-17
Vasen Pluk-selv alle dage kl. 9-16.30

Torvesalg Frederikshavn lørdage kl. 10-13

   
 

Langt ude på landet - 12 km vest for Frederikshavn - i det naturskønne område op til Tolne bakker og med udsigt over ådalen ved Skærum Å ligger Naturbruget Vasen. Navnet Vasen har intet med en blomstervase at gøre, men kommer fra det gamle danske ord ”vasevej”, som betyder ”en ophøjet vej over et vådt område”. Navnet hentyder sandsynligvis til en oldtidsvej, som gik over åen og forbandt landsbyerne Kvissel og Tolne.

Naturbruget Vasen er en gammel 4-længet gård, som ligger på højdedragene, som engang udgjorde en kystlinje, og hvor der har boet mennesker siden stenalderen. Gården er grundlagt i slutningen af 1700-tallet og var på det tidspunkt blandt de første frie gårde på egnen efter landboreformerne, hvor bønderne fik retten til selv at eje jorden.

   
 

For mange år siden havde vi – Pia Arentoft og Jan Tvede – en drøm om at flytte på landet, og da vi første gang så Vasen og ikke mindst naturen omkring, var vi solgt. Vi købte gården i 1985 og har siden drevet den som en familiegård med uundværlig sæsonhjælp fra dygtige og energiske unge mennesker fra nær og fjern.

Til gården hører 34 ha, hvoraf vi dyrker omkring 15 ha med bær og grønsager. 10 ha dyrkes med forskellige kornafgrøder og resten er skov- og engarealer med et rigt fugle- og dyreliv. Vores jord er let sandjord, som er særdeles velegnet til dyrkning af bær og grønsager, forudsat at vi sørger for at give dem vand nok. Desuden er vi begunstiget af det barske klima i Vendsyssel, hvilket medfører en langsommere modning og optimal smag og næringsindhold i råvarerne.

   
 

Vi dyrker jorden med stor omtanke, holder meget af vores arbejde og gør os umage med hver dag at give vores afgrøder de bedste livsbetingelser i dyb respekt for og i samarbejde med naturen.

     
Thomas Skjold 2008